Urimelige aftalevilkår på kontrolafgiften

Når du parkerer på en privat plads, indgår du en aftale med operatøren. Skiltet er tilbuddet, og selve parkeringen er accepten. Den aftale skal opfylde almindelige krav til klarhed og rimelighed. Hvis et vilkår er skjult, vildledende eller uforholdsmæssigt indgribende, kan det tilsidesættes efter aftaleloven § 38c. Det er en af de stærkeste, men også mest oversete klagegrunde mod private kontrolafgifter.

De fleste bilister kender ikke § 38c. De ser et beløb på 750 kr., antager det er en sanktion ligesom en bøde, og betaler den. Det skal de ikke. En kontrolafgift er ikke en bøde i strafferetlig forstand. Den er et privatretligt krav, der bygger på en aftale. Og aftalen skal kunne tåle at blive holdt op mod almindelig forbrugerbeskyttelse.

Det er det her, § 38c handler om. Den siger, at standardvilkår, der er urimelige over for forbrugeren, kan tilsidesættes. Helt eller delvist. Det betyder konkret, at hvis operatørens skilt indeholder et vilkår, der er skjult, urimeligt byrdefuldt eller skævt formuleret, så kan domstolene og Parkeringsklagenævnet skære det væk. Og dermed skære selve afgiften væk.

På denne side går vi grundigt igennem, hvad aftaleforholdet ved en kontrolafgift egentlig er, hvad der gør et vilkår urimeligt, hvilke vilkår der allerede er underkendt af domstolene og Forbrugerombudsmanden, hvordan du dokumenterer din sag, hvordan indsigelsen bygges op, og hvad du kan forvente, når den er sendt afsted. Til sidst svar på de spørgsmål, andre danskere stiller.

Aftaleforholdet bag en kontrolafgift

Først det fundamentale. Når du kører ind på en privat parkeringsplads, indgår du en aftale med pladsens operatør. Det her er ikke metaforisk. Det er en juridisk aftale i ordets fulde aftaleretlige betydning. Skiltet ved indkørslen er tilbuddet. Det fortæller, hvilke vilkår der gælder for parkering, hvilken pris du skal betale, hvor længe du må holde og hvad konsekvensen er, hvis du ikke følger reglerne. Når du parkerer bilen og forlader den, har du accepteret tilbuddet. Aftalen er sluttet.

Det her aftaleforhold er prøvet ved domstolene. Højesteret har i flere domme bekræftet konstruktionen. Det betyder, at hele aftalelovens regelsæt finder anvendelse. Inklusive de regler, der beskytter forbrugeren mod urimelige standardvilkår.

Det er pointen her. En kontrolafgift er ikke en straf, der pålægges fra oven. Den er et privatretligt erstatnings- eller misligholdelseskrav, der bygger på den aftale, du har indgået. Hvis aftalen indeholder urimelige vilkår, falder kravet væk. Helt eller delvist.

Det er en helt anden konstruktion end en parkeringsbøde, som kommunen udsteder for ulovlig parkering på offentlig vej. Den hviler på færdselsloven og er en offentligretlig sanktion. Reglerne er forskellige. Klageinstanserne er forskellige. Og det er afgørende at have forskellen klar.

Vi taler her udelukkende om private kontrolafgifter. Det er afgifter udstedt af APCOA, Q-Park, ParkZone, OnePark, EuroPark og lignende selskaber på private pladser, parkeringskældre, butikspladser og lignende. Det er den type, der oftest indeholder urimelige vilkår, fordi operatøren selv har formuleret skiltet og selv har sat reglerne.

Når du står på en plads, og skiltet siger "Parkering tilladt mod gyldig billet, max 2 timer, kontrolafgift 750 kr. ved overtrædelse", så er det en aftaletekst. Du kan acceptere den ved at parkere, eller du kan vælge at køre videre. Hvis du parkerer, har du accepteret. Men accepten er kun bindende, så længe vilkårene er rimelige og tydelige.

Aftalelovens regler er den filter, vilkårene skal igennem. § 36 er den generelle rimelighedsklausul. § 38b siger, at uklare vilkår skal fortolkes til forbrugerens fordel. § 38c siger direkte, at urimelige standardvilkår er ugyldige.

Hvad gør et vilkår urimeligt

Det her er kernen. Et vilkår er ikke automatisk urimeligt, fordi det er strengt. Det er urimeligt, når det giver operatøren en uforholdsmæssig fordel på bilistens bekostning. Det skal vurderes konkret og samlet. Domstolene og Parkeringsklagenævnet kigger på fire ting i særdeleshed.

Først: tydelighed. Står vilkåret på skiltet med en størrelse og placering, som en almindelig bilist har en rimelig chance for at læse? Eller er det gemt nederst i et hjørne, med syvpunktsskrift, blandet sammen med ti andre vilkår? Et vilkår, der ikke kan læses af en almindelig bilist på vej ind på pladsen, opfylder ikke kravet om tydelighed.

Højesteret har i sag 16/2013 af 12. marts 2014 understreget, at private parkeringsvilkår skal være "klart formuleret og tydeligt skiltet". Det er en lav tærskel rent fysisk, men det betyder noget i konkrete sager. Hvis skiltet er placeret bag en søjle, hvis teksten er udvisket, eller hvis vilkåret står på dansk på en plads i et turistområde uden engelsk version, så svigter tydeligheden.

For det andet: forventelighed. Er vilkåret det, en almindelig bilist ville forvente på en parkeringsplads? Eller er det kontraintuitivt? Et eksempel. På de fleste parkeringspladser er det almindeligt, at man har et par minutters tilkørsels- og udkørselstid uden at det udløser afgift. Hvis en plads har en regel om, at afgiften udløses straks efter ind- eller udkørsel, uden tydelig advarsel og uden rimelig overgangstid, så er det kontraintuitivt. Og det skubber vilkåret i retning af urimeligt.

For det tredje: forholdsmæssighed. Står den sanktion, vilkåret pålægger bilisten, i rimelig sammenhæng med den overtrædelse, der reelt er sket? Hvis du holder fem minutter ud over din betalte tid, og afgiften er 750 kr., så har du betalt cirka 100 kr. pr. minut overskridelse. Det er en faktor langt over markedsprisen for parkering. Det er ikke automatisk urimeligt, men det vejer i den samlede vurdering, særligt hvis overskridelsen er minimal og uforsætlig.

For det fjerde: kontrol over situationen. Pålægger vilkåret bilisten ansvar for forhold, han ikke selv kontrollerer? Hvis appen vælger forkert zone via GPS, hvis automaten er nede, hvis nummerpladen tastes forkert af systemet, så er det forhold, bilisten ikke kunne påvirke. Et vilkår, der lægger den slags risiko på bilisten, kan tilsidesættes som urimeligt. Det fastslog Højesteret i EasyPark-dommen fra 17. februar 2022 i sag BS-45860/2020-HJR.

Når disse fire kriterier vurderes samlet, fremstår det ofte tydeligt, om et vilkår er urimeligt eller rimeligt. Et vilkår, der er tydeligt skiltet, forventeligt, forholdsmæssigt og som lægger ansvar på den part, der har kontrollen, holder. Et vilkår, der svigter på flere af kriterierne, falder.

Det er ikke bilistens opgave at gætte sig til, hvad der gælder. Operatøren har formuleret aftalen. Hvis han har formuleret den uklart eller urimeligt, er det hans risiko, ikke bilistens.

Vilkår, der allerede er underkendt

Det her er et område, hvor du ikke står alene. Forbrugerombudsmanden, Parkeringsklagenævnet og domstolene har gennem årene underkendt en lang række konkrete vilkår, og listen er nyttig, fordi din egen sag ofte vil ligne en af dem.

Skjulte servicegebyrer er det første. Forbrugerombudsmanden har i pressemeddelelse af 17. juni 2024 fastslået, at flere parkeringsselskaber opkrævede ulovlige rykkergebyrer over 100 kr. under betegnelser som "service-", "administrations-" eller "inkassogebyr". Renteloven § 9b sætter loftet på 100 kr. pr. rykker, max tre rykkere pr. krav. Når operatøren omdøber rykkergebyret til noget andet for at omgå loftet, er det urimeligt jf. aftaleloven § 38c. Forbrugeren kan kræve refusion af det overskydende. Den 26. februar 2026 udsendte Forbrugerombudsmanden en lignende afgørelse mod SikkerParkering og Svea Inkasso for samme praksis.

Manglende refusion ved overbetaling er det andet. Hvis du betaler for fire timers parkering, men kører efter to, og operatørens vilkår siger, at restbeløbet ikke refunderes, så er det ofte urimeligt. Forbrugerombudsmanden har specifikt erklæret den slags vilkår urimelige, særligt på pladser med digital tidsbetaling, hvor systemet teknisk kan registrere udkørselstid.

Korte gratisperioder under fem minutter er det tredje. Mange operatører har skiltet med, at en gratisperiode på tre eller fire minutter gælder. Hvis bilisten ikke har nået at finde automaten eller appen i den tid, udløses afgiften. Forbrugerombudsmanden har anlagt den linje, at gratisperioden skal stå i rimeligt forhold til pladsens størrelse og betalingsmuligheder. På store pladser med kun én automat i et hjørne er en gratisperiode på tre minutter urimeligt kort.

Vilkår, der pålægger ansvar for app-fejl, er det fjerde. Højesteret har i EasyPark-dommen 17. februar 2022 i sag BS-45860/2020-HJR fastslået, at risikoen for digitale betalingsfejl ligger hos operatøren. Hvis appens GPS automatisk vælger forkert zone, og bilisten ikke advares tydeligt, kan vilkår, der lægger ansvaret på bilisten, tilsidesættes efter § 38c. Højesteret henviste eksplicit til § 38c i sin dom.

Vilkår, der kræver betaling før parkering uden rimelig adgang til betalingsmiddel, er det femte. Hvis pladsens eneste betalingsmulighed er en specifik app, og hvis man kun kan downloade appen via en QR-kode, der kræver mobildækning, og dækningen er dårlig på pladsen, så har operatøren konstrueret en aftale, hvor betaling reelt er svær. Det skubber i retning af urimeligt, særligt hvis automaten samtidig er nede.

Vilkår om automatisk eskalation til inkasso uden rimelig påmindelse er det sjette. Hvis operatøren udsteder kontrolafgift, og den næste kommunikation er et inkassobrev fra et inkassobureau, så har bilisten ikke fået rimelig mulighed for at klage eller betale. Det udfordrer god inkassoskik og kan vurderes urimeligt.

Det syvende er vilkår, der ensidigt giver operatøren ret til at ændre prisen efter aftalens indgåelse. Hvis skiltet siger 30 kr. pr. time, men operatøren senere fakturerer 45 kr. pr. time, fordi vilkårene blev ændret, mens bilen stod der, så er det en typisk § 38c-overtrædelse.

Listen er ikke udtømmende. Aftaleloven § 38c er en generalklausul, og enhver vurdering er konkret. Men listen viser, at klagegrunden ikke er teoretisk. Den bruges aktivt af Forbrugerombudsmanden, Parkeringsklagenævnet og domstolene.

§ 38c, § 36 og § 38b: sådan adskilles de

Tre paragraffer i aftaleloven beskytter forbrugeren mod urimelige vilkår. De ligner hinanden, men fungerer forskelligt, og det er nyttigt at vide, hvilken der bedst passer til din sag.

§ 36 er den almindelige urimelighedsregel. Den gælder mellem alle parter, professionelle som forbrugere. Den siger, at en aftale eller et aftalevilkår kan tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det er en bred bestemmelse, og den er tilbageholden. Domstolene tilsidesætter sjældent vilkår mellem professionelle parter, fordi de antages at have forhandlet på lige fod.

§ 38c er en særlig forbrugerbeskyttelse. Den siger, at standardvilkår, der er urimelige over for forbrugeren, er ugyldige, hvis de ikke er individuelt forhandlet. På en parkeringsplads er der ingen forhandling. Du kan ikke ringe til APCOA og bede om bedre vilkår. Du kan kun acceptere eller køre videre. Så vilkåret er per definition standardvilkår, og forbrugerbeskyttelsen i § 38c rammer fuldt.

Vurderingen efter § 38c er mildere end efter § 36. Domstolene tilsidesætter lettere et vilkår, når det er en forbruger-mod-erhverv-situation. § 38c implementerer EU's forbrugerrettighedsdirektiv (93/13/EØF), og direktivet kræver, at urimelige vilkår tilsidesættes effektivt.

§ 38b er fortolkningsreglen. Den siger, at uklare aftalevilkår skal fortolkes til forbrugerens fordel. Hvis et vilkår kan læses på to måder, hvoraf den ene er ufordelagtig for forbrugeren og den anden er neutral, skal den neutrale læsning lægges til grund. Det er en stærk regel, fordi mange parkeringsskilte er skrevet med klare tekniske udtryk, der kan misforstås. Højesteret har anvendt § 38b flere gange i parkeringssager.

I praksis bruger man dem ofte sammen. § 38b kommer først. Er vilkåret klart, eller kan det tolkes til din fordel? Hvis det er klart og fortsat urimeligt, går du videre til § 38c. Det giver to muligheder for at få vilkåret tilsidesat. Hvis ingen af delene gælder, kan du falde tilbage på § 36, men det er svært på private parkeringspladser, hvor § 38c giver bedre beskyttelse.

Den her trefoldighed bør du have med, når indsigelsen formuleres. Vi henviser typisk til § 38c primært, supplerer med § 38b og nævner § 36 i særlige tilfælde.

Markedsføringsloven og det dobbelte filter

Aftaleloven står ikke alene. Markedsføringsloven §§ 5-6 forbyder vildledende eller utilbørlig markedsføring over for forbrugere. Et parkeringsskilt er markedsføring i lovens forstand. Det er virksomhedens kommunikation til den forbruger, der står ved indkørslen og overvejer at parkere.

Det betyder konkret, at hvis skiltet er vildledende, hvis vigtige oplysninger udelades, eller hvis skiltet giver et falsk billede af vilkårene, så er der en overtrædelse af markedsføringsloven, og dermed kan Forbrugerombudsmanden gribe ind.

Forbrugerombudsmanden har siden 2024 ført en aktiv linje på området. Der er udstedt påbud, indgået forlig og givet kritik til flere operatører. Linjen er, at parkeringsoperatører er erhvervsdrivende, der skal opfylde almindelige krav til klarhed, ærlighed og rimelighed over for forbrugere.

For dig som klagende bilist betyder det, at du ikke kun kan henvise til aftaleloven. Du kan også henvise til markedsføringsloven, hvis vilkåret er decideret vildledende. To eksempler. Hvis skiltet siger "Gratis parkering" med småskrift om "max 30 minutter, derefter 750 kr.", og småskriften er reelt usynlig, er der vildledning. Hvis skiltet bruger udtryk som "service-gebyr" om noget, der reelt er en straf, er der en uærlig fremstilling.

Henvisning til markedsføringsloven sammen med aftaleloven styrker indsigelsen. Operatøren ved godt, at en sag, der både er aftaleretligt og markedsføringsretligt problematisk, bedre kan eskaleres til Forbrugerombudsmanden. Og en sag fra Forbrugerombudsmanden er en helt anden sag end en intern klage.

Sådan ser indsigelsen ud i praksis

Indsigelsen følger en fast struktur, der gør den let at læse for sagsbehandleren og svær at afvise med standardformuleringer. Den skal være kort, klar og fri for følelser.

Først identifikation af sagen. Sagsnummer, dato for parkering, dato for afgift, beløb, regnummer, og hvilken plads det drejer sig om. Det får sagsbehandleren til at finde sagen frem og viser, at du har dokumentationen klar.

Dernæst en kort, faktuel beskrivelse af forløbet. Du parkerede den og den dag på det og det sted. Du betalte eller forsøgte at betale på den måde. Skiltet anviste vilkår X. Det vilkår, du anser for urimeligt, formuleres præcist. Du kan citere skiltet ordret. Det styrker fremstillingen.

Tredje afsnit er den juridiske argumentation. Henvis til aftaleloven § 38c og forklar i to-tre sætninger, hvorfor vilkåret er urimeligt. Du kan henvise til de fire kriterier: tydelighed, forventelighed, forholdsmæssighed og kontrol. Henvis også til relevante domme. EasyPark-dommen fra 17. februar 2022 i sag BS-45860/2020-HJR er bredt anvendelig. Højesterets sag 16/2013 om kalenderdøgn-princippet kan citeres ved spørgsmål om gentagne afgifter. Forbrugerombudsmandens udtalelser fra 2024 og 2026 kan henvises til ved gebyrsager.

Fjerde afsnit er konklusionen. Du anmoder om, at afgiften annulleres, og at sagen lukkes uden inddrivelse. Du anmoder om skriftlig bekræftelse på annullering inden for rimelig tid.

Femte afsnit er bilag. Liste over de bilag, du sender med, nummereret. Foto af skilt, foto af bilens placering, kvittering, banktransaktion, screenshot af appens vilkår, kopi af afgiften.

Vi anbefaler altid at bygge indsigelsen op sådan. En kort, struktureret indsigelse rykker hurtigere end en lang frustreret en. Sagsbehandleren har 50 lignende sager liggende, og en klar og citerbar indsigelse stikker ud.

Hvis du vil have hele forløbet håndteret, kan du lade os klare sagen, eller du kan se vores guide til dobbelt kontrolafgift, som ofte hænger sammen med urimelige vilkår.

Dokumentation, der vejer tungt

Aftaleloven § 38c er en åben standard. Det betyder, at vurderingen er konkret. Og det betyder, at dokumentation er afgørende. Jo mere du kan vise, jo lettere bliver vurderingen til din fordel.

Det første og vigtigste er foto af skiltet. Tag billedet med skiltet centralt, så al tekst er læselig. Tag også et oversigtsbillede, der viser, hvor skiltet sidder i forhold til indkørslen og pladsen. Hvis skiltet er placeret bag en søjle, hvis teksten er udvisket, eller hvis det sidder så højt, at det er svært at læse, så fang det. Det er præcis den slags forhold, der støtter argumentet om manglende tydelighed.

Det næste er foto af bilen på pladsen. Det dokumenterer, at du faktisk var der, og det viser, hvor du holdt i forhold til skiltning og afmærkning. Hvis skiltet er svært at se fra det sted, hvor du holdt, er det også relevant.

Hvis det drejer sig om en app, så tag screenshot af appens vilkår. Hver app har en sektion med "Vilkår og betingelser", og hvis et urimeligt vilkår står gemt der, så fang det. Tag screenshot af det relevante afsnit, helst også af menuen, der fører dertil, så det er dokumenteret, hvor skjult vilkåret er placeret.

Hvis det drejer sig om en automat, så tag billede af automatens skærm og knapper. Hvis automaten kun har én betalingsmulighed, hvis instruktioner er på dansk i et turistområde, hvis skærmen er vanskelig at læse i sollys, så er det relevant. Det dokumenterer, at den praktiske betalingsadgang ikke matchede aftalevilkåret.

Kvittering eller banktransaktion er også vigtigt. Hvis du forsøgte at betale, men noget gik galt, så vis det. Et beløb, der blev trukket og refunderet, eller en betaling, der gik til forkert kreditor, er stærkt bevis på, at systemet ikke fungerede som lovet.

Endelig er selve kontrolafgiften nødvendig. Tag billede af både forsiden og bagsiden, hvis afgiften er på papir. Hvis den er digital, tag screenshot eller scan. Sagsnummer, dato, beløb og operatørens navn skal være læselige.

Når disse seks elementer er på plads, er sagen langt stærkere, end de fleste bilister forestiller sig. Det er hverken nok at sige "skiltet var uklart" eller "vilkåret var urimeligt". Du skal vise det.

Hvad sker der, når indsigelsen er sendt

Operatøren har op til tre måneder til at svare. Det er den frist, branchekodekset opererer med, og som Parkeringsklagenævnet lægger til grund. I praksis kommer svaret ofte hurtigere, særligt hvis indsigelsen er stram og henviser til klare retskilder.

Tre udfald er mulige. En annullering betyder, at sagen lukkes. Du modtager skriftlig bekræftelse, og kontrolafgiften forsvinder fra dit kontoudtog hos operatøren. Hvis du allerede har betalt, refunderes beløbet inden for 14 dage. Det her er udfaldet i de fleste velbelagte § 38c-sager, særligt når det konkrete vilkår allerede er underkendt af Forbrugerombudsmanden.

En delvis annullering kan betyde, at fx et servicegebyr eller en del af afgiften annulleres, mens hovedafgiften fastholdes. Det kan være acceptabelt, hvis kun én del af aftalen var problematisk. Hvis du modtager sådan en afgørelse, bør du overveje, om du vil acceptere den eller eskalere til Parkeringsklagenævnet.

Et afslag er det tredje udfald. Operatøren fastholder afgiften, ofte med en standardformulering om, at vilkårene er gyldige og tydeligt skiltet. På det tidspunkt kan sagen eskaleres til Parkeringsklagenævnet, hvis operatøren er medlem. Klagegebyret er 175 kr., der refunderes ved medhold. Sagsbehandlingstiden var i 2024 omkring 229 dage i gennemsnit, men det formelle mål er 90 dage.

Hvis Parkeringsklagenævnet giver dig medhold, hvilket er sandsynligt i en velbelagt § 38c-sag, så er afgiften annulleret. Operatøren skal betale 3.500 kr. i nævnsgebyr. Du får dine 175 kr. tilbage.

Hvis nævnet afviser sagen, har du stadig mulighed for at gå videre til Forbrugerklagenævnet eller byretten. Forbrugerklagenævnet er gratis at indlede sag ved og dækker forbrugerklagesager bredt. Byretten koster 750 kr. i retsafgift for sager under 50.000 kr. For en kontrolafgift på 750 kr. er det sjældent økonomisk meningsfuldt at gå hele vejen, men princippet er der, og operatøren ved det godt.

I praksis stopper de fleste sager hos operatøren eller hos nævnet. Når indsigelsen er stærkt forankret i § 38c og henviser til konkrete underkendte vilkår, vælger mange operatører at annullere sagen, fordi de ved, hvad nævnets praksis er.

Edge cases og særlige situationer

Der er en række situationer, der falder uden for de klassiske § 38c-sager, men hvor argumentet stadig kan bruges.

Den første er ændring af vilkår, mens bilen står der. Hvis pladsen ændrer sin pris eller sine regler, mens du holder, og du ikke har haft mulighed for at se ændringen, så kan ændringen ikke gøres gældende mod dig. Aftalen er indgået ved indkørslen, og operatøren kan ikke ensidigt skærpe vilkårene midt i parkeringen. Det er en klassisk § 36-sag, men § 38c kan også anvendes, hvis der er en forbrugerelement.

Den anden er parkering for andre. Hvis du har parkeret for en bekendt eller et familiemedlem, og operatørens vilkår siger, at kun den registrerede ejer kan parkere, så er vilkåret urimeligt, hvis der ikke er saglig begrundelse. På de fleste pladser er det fysiske bilen, der parkerer, ikke ejeren personligt. Et vilkår, der lægger vægt på ejerskab uden saglig grund, kan tilsidesættes.

Den tredje er digital tvang. Hvis pladsens eneste betalingsmulighed er en app, der kræver smartphone, internetdækning og app-installation, og hvis hverken kontant betaling eller kort er muligt, så er det en problematisk konstruktion. Der er ingen lovbestemt pligt for operatører til at acceptere kontanter på private pladser, men hvis vilkåret reelt udelukker en del af befolkningen, fx ældre uden smartphone, kan det rejse spørgsmål om urimelighed.

Den fjerde er sproglige barrierer. På turistdestinationer som Tivoli, Bornholm eller Skagen er det ikke ualmindeligt, at en betydelig del af bilisterne ikke læser dansk. Hvis et privat parkeringsskilt udelukkende er på dansk uden engelsk version, og hvis det rummer komplekse vilkår, så kan det tale i bilistens fordel. Det er ikke en garanti, men i sammenhæng med andre uklarheder kan det vægte.

Den femte er gratisperioder. Mange pladser har en regel om, at de første få minutter er gratis, så bilisten kan finde automaten eller appen. Hvis gratisperioden er meget kort, fx tre minutter, og hvis pladsens betalingsfaciliteter er placeret langt væk eller kræver download af app med mobildækning, så kan kombinationen være urimelig. Forbrugerombudsmanden har anlagt den linje, at gratisperioden skal stå i rimeligt forhold til pladsens størrelse og betalingsadgang.

Den sjette er tidsbegrænsninger uden tydelig markering. Hvis pladsen kun tillader maksimalt to timers parkering, og dette ikke fremgår tydeligt af skiltet, men kun af en side på operatørens hjemmeside, så er der både et § 38b- og et § 38c-problem. Vilkåret er ikke tydeligt skiltet, og det er urimeligt at lægge byrden på bilisten at undersøge pladsens hjemmeside, før han parkerer.

Hvad det betyder for dig, lige nu

Hvis du har modtaget en kontrolafgift, og du synes, at noget ved aftalen er urimeligt, så har du sandsynligvis en sag. Det handler ikke om, hvorvidt afgiften føles for høj eller for streng. Det handler om, hvorvidt det specifikke vilkår, der udløste afgiften, er klart, forventeligt, forholdsmæssigt og lægger ansvaret på den part, der har kontrollen.

Du skal ikke vente, og du skal ikke betale afgiften under tvivl. Det første skridt er at samle dokumentationen, vi har gennemgået ovenfor, og indsende en formel skriftlig indsigelse, der peger på det konkrete vilkår og henviser til aftaleloven § 38c.

Det er det, vi laver. For 99 kr. læser vi din sag igennem, vurderer hvilke vilkår der er problematiske, formulerer indsigelsen med henvisning til de relevante paragraffer og domme, og sender den afsted til den operatør, der har udskrevet afgiften. Du får en kopi, og du modtager også svaret direkte fra operatøren, så du selv kan følge sagen.

Vi garanterer ikke et bestemt udfald, men vi vurderer din sag før vi skriver. Hvis der ikke er en reel klagegrund, fortæller vi det. Hvis der er det, og det er der i overraskende mange § 38c-sager, så går vi i gang og sender indsigelsen senest næste hverdag.

Spørgsmål og svar

Læs også

• Når skiltningen er uklar eller skjult
• Ulovlige rykker- og servicegebyrer
• To eller flere afgifter for samme parkering
• Sådan fungerer Parkeringsklagenævnet
• Tilbage til forsiden