Afgiften kom til ejeren, men en anden var fører

På private parkeringspladser er det føreren, der hæfter for kontrolafgift, ikke automatisk den registrerede ejer. Hvis du har modtaget en afgift, men det var en anden, der kørte bilen, kan kravet annulleres eller rettes mod den faktiske fører. Højesteret har i sag 295/2013 af 8. oktober 2014 fastslået, at parkeringsselskabet har bevisbyrden, og at ejeren kun skal løfte en kontrabevisbyrde for, at han ikke selv var føreren.

Det er en klagegrund, mange ikke kender. Operatører sender automatisk afgiften til den registrerede ejer, fordi det er den eneste de kan finde via Motorregistret. De ved ikke, hvem der reelt kørte. Det er bilistens job at fortælle dem, og det er en lovlig klagegrund, hvis dokumentationen er på plads.

Forskellen mellem privat og offentlig parkering er central. På offentlige pladser er reglerne anderledes via færdselsloven § 121 stk. 4, der lader kommunen sende afgiften subsidiært til ejeren, hvis føreren ikke betaler. På private pladser gælder kun aftaleret, og aftaleretten kender kun den, der har truffet aftalen, altså føreren.

På denne side gennemgår vi præcis, hvem der hæfter, hvordan reglerne er på private og offentlige pladser, hvordan du dokumenterer at en anden var fører, hvordan du formulerer indsigelsen, og hvad der sker når sagen er sendt afsted.

Hvem hæfter for en kontrolafgift

På private parkeringspladser er det føreren af bilen, der hæfter. Det følger af almindelig dansk aftaleret. Når føreren parkerer på en privat plads, indgår han en stiltiende aftale med operatøren via skiltningens vilkår. Aftalen er mellem føreren og operatøren, ikke mellem ejeren og operatøren. Hvis aftalen brydes ved overtrædelse, hæfter føreren for kontrolafgiften.

Det er den juridiske kerne. Operatøren har dog ikke nødvendigvis adgang til oplysninger om, hvem føreren var. Han har bilens nummerplade og kan via opslag i Motorregistret finde den registrerede ejer. Det er det letteste, og det er det de fleste operatører gør. De sender afgiften til ejeren, og hvis ejeren også var føreren, så er kæden lukket. Hvis ikke, så er der et problem.

Højesteret har taget stilling til problemet i sag 295/2013 af 8. oktober 2014. Sagen drejede sig om en kontrolafgift udstedt på en privat plads. Operatøren havde sendt afgiften til ejeren, der hævdede, at han ikke selv havde været fører. Operatøren afviste klagen, og sagen kørte til Højesteret.

Højesterets afgørelse var principiel. Parkeringsselskabet har bevisbyrden for, at en overtrædelse er sket. Det er det første skridt. Når det er bevist, fx via foto af bilen på pladsen, så skal ejeren løfte en kontrabevisbyrde for, at han ikke selv var føreren. Det er en lavere standard end almindelig bevisbyrde. Ejeren skal pege på, hvem der reelt kørte, og dokumentere det med rimelig sandsynlighed.

Hvis ejeren løfter kontrabevisbyrden, så kan operatøren rette kravet mod den faktiske fører, eller afgiften kan bortfalde. Hvis ejeren ikke løfter bevisen, så hæfter han subsidiært. Det er ikke en automatisk hæftelse, men en bevismæssig konsekvens.

I praksis betyder det, at hvis du har lånt bilen ud, skal du sige det. Du skal ikke bare ignorere afgiften, fordi du ikke selv kørte. Du skal aktivt dokumentere det og rette henvendelse til operatøren.

Forskel mellem privat og offentlig parkering

Det er to helt forskellige juridiske konstruktioner, og forskellen påvirker direkte, hvem der hæfter.

På privat parkering, som er den juridiske kategori for kontrolafgifter fra APCOA, Q-Park, ParkZone og lignende operatører, er hjemlen aftaleret. Aftalen indgås mellem fører og operatør via skiltningens vilkår. Aftaleretten kender kun parterne, og det er føreren, ikke ejeren, der er part. Hvis ejeren ikke har kørt bilen, har han ikke indgået aftale med operatøren, og han kan derfor ikke hæftes på aftaleretligt grundlag.

På offentlig parkering, fx parkeringsafgift fra Center for Parkering i København eller fra en anden kommune, er hjemlen offentligretlig. Færdselsloven § 121 fastsætter reglerne, og stk. 4 åbner for, at kommunen subsidiært kan sende afgiften til ejeren, hvis føreren ikke betaler. Det er en lovbestemt subsidiær hæftelse, ikke en aftaleretlig.

Den praktiske forskel er stor. På private pladser kan ejeren afvise hæftelse ved at dokumentere, at en anden var fører. På offentlige pladser kan ejeren afvise subsidiært ansvar, men kun hvis han kan bevise, at føreren brugte bilen uberettiget, fx ved tyveri.

Du skal være opmærksom på, hvilken type afgift du har modtaget. Det fremgår af brevet. Hvis afsenderen er et privat selskab med CVR-nummer, så er det privatretlig. Hvis afsenderen er en kommune eller en kommunal forvaltning, så er det offentligretlig.

Det er forskellen mellem at klage på "jeg var ikke føreren" og "jeg var ikke føreren, og bilen blev brugt uberettiget". Den første er meget lettere. På private pladser er den reelt vejen til annullering, hvis dokumentationen er der.

Almindelige situationer, hvor afgiften går til den forkerte

Der er en række situationer, der ofte fører til, at afgiften lander hos den forkerte modtager. Det er nyttigt at kende dem, fordi de både er hyppige og gennemgående velbelagte i praksis.

Den første er biludlån i familien. Du har lånt din bil til din søn, datter, søskende eller forældre. Bilen får en kontrolafgift. Operatøren sender den til dig som registreret ejer. Hvis du kan dokumentere, hvem der reelt kørte, kan kravet rettes mod føreren, eller bortfalde. Det er den klassiske og hyppigste situation.

Den anden er biludlån til kollegaer eller venner. Tilsvarende. Hvis du har lånt bilen til en kollega på en arbejdsdag, eller til en ven til en weekendtur, og bilen får afgift, så er det føreren, der hæfter. Du skal kunne dokumentere udlånet.

Den tredje er leasingbil. Leasingselskabet er den registrerede ejer, og kontrolafgiften går først til dem. De sender den videre til dig som leasingtager med et administrationsgebyr. Hvis du var fører, så er ansvaret klart. Hvis bilen var udlånt eller benyttet af en kollega, så har du samme dokumentationsproblem som ejeren ovenfor, men nu via leasingaftalen.

Den fjerde er firmabil. Hvis du har en firmabil til privatbrug, er din arbejdsgiver den registrerede ejer. Afgiften går til arbejdsgiveren, der typisk videresender til dig. Det er den intern aftale mellem dig og arbejdsgiveren, der afgør, hvem der i sidste ende betaler. Du har stadig ret til at klage over selve afgiften, hvis grundlaget er der.

Den femte er ægtefællens bil. Hvis du kører din partners bil, og bilen får afgift, så er ægtefællen den registrerede ejer, men du var fører. På private pladser kan ægtefællen afvise hæftelse, hvis du dokumenterer, at det var dig der kørte. På offentlige pladser er det vanskeligere, fordi familiens biludlån i praksis betragtes som "berettiget brug".

Den sjette er nyligt solgt bil. Du har solgt bilen, men salget er ikke registreret hos Motorregistret endnu. Afgiften går til dig som tidligere ejer. Hvis du har dokumentation for salget, fx en købsaftale med dato før parkeringen, så er kravet rettet mod den forkerte. Operatøren skal rette mod den nye ejer eller mod føreren.

Den syvende er stjålet bil. Hvis bilen er stjålet, og afgiften er udstedt under tyveriet, så er ejeren ikke ansvarlig, hverken på private eller offentlige pladser. Politianmeldelse og forsikringsdokumentation er nødvendig, men dokumentationen er typisk klar i sådanne sager.

Den ottende er værkstedsbil. Hvis bilen var på værksted, og en mekaniker eller værkstedsejer har taget en prøvetur, hvor der er sket en parkeringsovertrædelse, så hæfter værkstedet, ikke ejeren. Værkstedet har typisk en ansvarsforsikring, der dækker den slags. Send afgiften til værkstedet med henvisning til, at bilen var i deres varetægt.

Den niende er bilen i transit ved import eller eksport. Hvis bilen er solgt til udlandet, eller netop er ankommet fra udlandet, og afgiften er udstedt i en periode, hvor bilen reelt er i en transportleverandørs varetægt, så hæfter transportleverandøren, ikke ejeren. Det er sjældne sager, men de findes, særligt med biler der køres mellem land og land i forbindelse med salg.

Den tiende er parkering uden samtykke. Hvis nogen har parkeret din bil, mens du var ude af landet eller på lang ferie, og du ikke selv havde lånt den ud, så er det reelt et selvtægtsforhold. Den person, der kørte uden lov, hæfter, og hvis du kan identificere personen, kan operatøren rette mod ham. Hvis ikke, så er det sværere, men en politianmeldelse om uberettiget brug kan være vejen.

Sådan dokumenterer du, at en anden var fører

Dokumentation er afgørende. Højesteret har sagt, at ejeren skal løfte kontrabevisbyrden. Det betyder, at du skal pege på, hvem der reelt kørte, og at du skal kunne dokumentere det med rimelig sandsynlighed.

Den stærkeste dokumentation er en skriftlig erklæring fra føreren selv. En kort tekst, hvor føreren bekræfter, at han eller hun lånte bilen den og den dato, kørte til den og den adresse, og parkerede der. Underskrift, dato, og hvis muligt vidne. Den slags erklæring veier tungt, fordi den både identificerer føreren og giver operatøren en alternativ modtager.

Den næststærkeste er en lånekontrakt eller -aftale, hvis I har lavet en. Det er ikke almindeligt mellem familie eller venner, men hvis du fx har lånt bilen til en kollega via en formel arbejdsaftale, så er der typisk dokumentation.

Dernæst kvitteringer fra det relevante tidspunkt. Hvis du selv var et helt andet sted, da bilen blev parkeret, så er kvitteringer fra restauranter, butikker eller offentlig transport på det pågældende tidspunkt stærk evidens. Tag screenshots af tidsstemplerne. Mobilbankens transaktionshistorik er guld værd, fordi den både viser tid og sted.

Vidneerklæringer er nyttige som supplerende dokumentation. Hvis du har en kollega, der kan bekræfte, at du var på arbejde, eller en familiemedlem, der kan bekræfte, at du var hjemme, så er det stærkt. Vidneerklæringen skal være skriftlig, dateret og underskrevet.

Hvis bilen var udlånt formelt, fx i forbindelse med et arbejdsforhold eller via en leasingaftale, så er den interne dokumentation hos virksomheden eller leasingselskabet relevant. En vagtplan, en lånekontrakt eller en e-mail-historik kan dokumentere, hvem der havde bilen.

Telefonregistreringer kan også bidrage. Hvis du har sendt en sms eller foretaget et opkald fra et andet sted på det tidspunkt, hvor bilen blev parkeret, så viser telefonen, at du fysisk ikke var ved bilen. Mobiloperatørerne udleverer ikke disse oplysninger uden retsanmodning, men du kan typisk se din egen logfil i din telefon.

Endelig, hvis det er relevant, er Motorregistrets ejer-oplysninger. Hvis du har solgt bilen, så er den seneste registrering af relevans. Hvis ejerskifte er registreret efter parkeringsdatoen, så er der en formel mulighed for, at operatøren har sendt til den forkerte. Du kan tjekke historikken ved at logge ind på dmr.dk.

Hvad du skriver i indsigelsen

Indsigelsen mod forkert modtager skal angribe direkte: jeg var ikke føreren, og her er beviset. Strukturen er den samme som ved andre indsigelser, men formuleringen tilpasses.

Først identificerer du sagen. Sagsnummer, dato for parkering, dato for afgift, beløb, og operatørens navn. Det får sagsbehandleren til at finde sagen frem.

Dernæst beskriver du faktum. Du modtog kontrolafgiften som registreret ejer af bilen. Du var ikke selv fører på det pågældende tidspunkt. Bilen var udlånt til personen X, der har bekræftet det skriftligt. Personen X kan kontaktes på den og den adresse.

Tredje del er den juridiske argumentation. Du henviser til Højesterets dom af 8. oktober 2014 i sag 295/2013, hvor det blev fastslået, at parkeringsselskabet har bevisbyrden, og at ejeren kun skal løfte kontrabevisbyrden for, at han ikke selv var føreren. Du gør gældende, at du har løftet den bevisbyrde med vedlagt erklæring og dokumentation, og at hæftelsen derfor falder bort eller skal rettes mod føreren.

Fjerde del er konklusionen. Du anmoder om annullering af afgiften, eller alternativt at operatøren retter kravet mod den faktiske fører. Du anfører, at hvis sagen ikke afsluttes, vil den blive sendt videre til Parkeringsklagenævnet med samme dokumentation.

Femte del er bilag. Erklæring fra føreren, eventuelle kvitteringer der viser, at du selv var et andet sted, og kort oversigt over relevante datoer. Det er det dokumentationsgrundlag, der løfter kontrabevisbyrden.

Sproget skal være kort, neutralt og uden følelser. Sagen er principielt enkel: du var ikke fører, og du har dokumentation. Operatøren skal forholde sig til det.

Praksis fra Parkeringsklagenævnet

Parkeringsklagenævnets praksis i sager om forkert modtager er overvejende klagervenlig, når dokumentationen er på plads.

I typiske sager, hvor ejeren har vedlagt en skriftlig erklæring fra føreren, og hvor kvitteringer eller andre bevismidler underbygger, at ejeren ikke selv var fører, har nævnet annulleret afgiften. Nævnet henviser til Højesterets sag 295/2013 og princippet om kontrabevisbyrden.

I sager, hvor dokumentationen er svag, fx ingen erklæring og ingen kvitteringer, vinder operatøren typisk. Nævnet kan ikke afgøre på påstand alene, og hvis ejeren ikke kan pege på, hvem der reelt kørte, så holder operatørens bevismæssige formodning om, at den registrerede ejer var fører.

Et eksempel fra praksis. En bilist modtog kontrolafgift på en plads i København fra ParkZone. Han havde lånt bilen til sin søn, der havde holdt den der i 4 timer uden at betale. Sønnen erklærede skriftligt, at han var fører, og fremlagde en kvittering fra en restaurant nær pladsen på det relevante tidspunkt. Nævnet annullerede afgiften og krævede, at operatøren rettede kravet mod sønnen. Sagsbehandlingen tog 5 måneder.

Et andet eksempel. En firmabil-bruger modtog afgift, der var sendt til hans arbejdsgiver. Brugeren klagede med henvisning til, at en kollega havde kørt bilen den pågældende dag. Han fremlagde vagtplan og en mail fra kollegaen. Nævnet annullerede afgiften.

Praksis viser, at det ikke er nok at sige, at "det var ikke mig". Du skal kunne pege på, hvem det var, og dokumentere det. Det er kontrabevisbyrden i praksis.

Hvad du kan og ikke kan kræve over for føreren

Når kravet er rettet mod den faktiske fører, så er der en separat juridisk relation mellem dig som ejer og føreren. Den relation er typisk en udlånsaftale, og den kan være formel eller uformel. Du skal vide, hvad du kan kræve, og hvad du ikke kan.

Hvis du har lånt bilen ud, og føreren har fået en kontrolafgift på grund af sin egen overtrædelse, så er det rimeligt, at føreren betaler. Det er en almindelig erstatningsretlig norm. Hvis I har aftalt eksplicit, at føreren bærer alle udgifter, så er det aftalegrundlaget. Hvis I ikke har aftalt det, så hviler kravet på en almindelig forventning om, at lånets brug er på lånerens risiko.

Praktisk set er det typisk en familiesag, og det løser sig oftest uden formel inddrivelse. Sønnen betaler far for afgiften, kollegaen overfører pengene til dig, og sagen er lukket. Hvis det ikke sker, så er det sværere. Du kan i princippet sende et betalingskrav til føreren, men den juridiske vej er besværlig for små beløb.

Hvis du allerede har betalt afgiften, fordi du ikke i tide opdagede, at en anden var fører, så har du krav på refusion fra føreren, ikke fra operatøren. Det er en privat sag mellem dig og føreren. Du kan dokumentere det med kvittering for din egen betaling og pege på, hvem der reelt parkerede.

Den anden vej er, at du som ejer accepterer afgiften og betaler den. Det er det enkleste, hvis udlånet er sket i et venskabeligt forhold, og hvis du foretrækker at undgå sagen. Det er en valgmulighed, men det er ikke det juridisk korrekte, hvis grundlaget for klage er på plads.

Vores råd er. Klag først, betal aldrig. Hvis afgiften annulleres, så er der ingen sag mellem dig og føreren overhovedet. Hvis afgiften står ved magt, så kan du efterfølgende rette refusionen mod føreren. Det er den rigtige rækkefølge.

Edge cases og særlige situationer

Der er en række situationer, der kræver særlig argumentation, fordi de rammer i grænselandet mellem klassisk forkert modtager og andre klagegrunde.

Den første situation er leasingbiler i firmaaftale. Hvis bilen er på leasing, er leasingselskabet den registrerede ejer, og du som leasingtager har typisk hæftet via leasingaftalen for alle kontrolafgifter. Det betyder, at selv hvis en kollega var fører, kan leasingselskabet stadig opkræve dig. Det er den interne aftale, der gælder. Du kan stadig klage over selve afgiften, hvis grundlaget er der, men du skal acceptere, at leasingselskabet er din modpart, ikke parkeringsoperatøren direkte.

Den anden situation er udlejning af bil. Hvis du har udlejet bilen til en helt fremmed via en delebilstjeneste eller privat udlejning, så er det udlejningsaftalen, der afgør hæftelsen. De fleste delebilstjenester opkræver lejer for kontrolafgifter automatisk, og hæftelsen er klar. Hvis du udlejede privat uden formel aftale, så er det sværere, men du skal stadig kunne pege på lejer.

Den tredje situation er nye ejere. Hvis du har solgt bilen, men salget endnu ikke er registreret hos Motorregistret, så kan en afgift komme til dig som tidligere ejer. Hvis du har en købsaftale med dato før parkeringen, så er du ikke længere lovligt ejer. Operatøren skal rette mod den nye ejer eller mod føreren. Send kopi af købsaftalen som dokumentation.

Den fjerde situation er afdøde ejere. Hvis bilens registrerede ejer er afgået ved døden, og afgiften kommer til boet, så er der særlige regler. Boet hæfter for afgiften, hvis den er udstedt før dødsfaldet. Hvis den er udstedt efter, og bilen blev brugt af en arving, så er det arvingen som fører, der hæfter. Det er sjældne sager, men de findes.

Den femte situation er stjålne biler. Hvis bilen er stjålet, så hæfter ejeren ikke, hverken på private eller offentlige pladser. Politianmeldelsesnummer og forsikringsdokumentation er den relevante evidens. Operatøren skal annullere afgiften, og hvis tyven kan identificeres, kan kravet rettes mod ham.

Den sjette situation er nummerpladetyveri. Hvis nogen har stjålet din nummerplade og monteret den på en anden bil, og den bil får afgift, så er det åbenlyst ikke dig som ejer, der hæfter. Du skal politianmelde og dokumentere det. Operatøren har normalt en formel mulighed for at trække sagen tilbage.

Hvad sker der efter du har sendt indsigelsen

Tre udfald er almindelige. Det første er annullering, hvor operatøren accepterer dokumentationen og lukker sagen mod dig. Han kan eventuelt rette kravet mod den faktiske fører, hvis han har kontaktoplysninger. Det er hyppigste udfald, når dokumentationen er klar og erklæringen fra føreren er på plads.

Det andet udfald er afslag. Operatøren afviser dokumentationen, ofte med argumentet om at den ikke er tilstrækkelig, eller at ejeren ikke har løftet kontrabevisbyrden. I så fald kan sagen sendes videre til Parkeringsklagenævnet for 175 kr. Nævnet vurderer dokumentationen ud fra Højesterets standard, og hvis den er rimelig, så vinder du.

Det tredje udfald er at operatøren retter kravet mod den nye fører. Det er ikke en formel annullering, men det fjerner kravet fra dig som ejer. Føreren modtager en ny afgift, og hæfter efter samme regler. Det er den løsning, der ofte sker i familiesager, fordi den er enkel og ren.

Hvis sagen sendes til nævnet, så er sagsbehandlingen officielt 90 dage, men i praksis 4-7 måneder. Hvis du får medhold, refunderer operatøren dit klagegebyr på 175 kr. Hvis du taber, har du brugt 175 kr. plus tid på sagen. Det er en risiko, men hvis dokumentationen er stærk, så er den lille.

Hvis du allerede har betalt afgiften, og du senere opdager, at du ikke var fører, så kan du stadig klage og kræve refusion. Det er sværere, men ikke umuligt. Du skal kunne dokumentere både at du ikke var fører og at du har betalt under fejlagtig opfattelse.

Hvad det betyder for dig, lige nu

Hvis du har modtaget en kontrolafgift, men du var ikke selv fører, så har du en stærk klagegrund. Du skal ikke betale uden at klage. Du skal samle dokumentationen, og du skal sende indsigelsen.

Det er det vi laver. For 99 kr. læser vi din sag igennem, vurderer dokumentationen, formulerer indsigelsen med præcis henvisning til Højesterets sag 295/2013, og sender den til operatøren. Hvis dokumentationen er stærk, og det er den i de fleste klassiske udlånssager, så er der reel chance for annullering.

Husk her, at føreren også kan klage. Hvis kravet rettes mod ham, og han har egne klagegrunde, fx slåfejl i nummerpladen eller manglende skiltning, så kan han klage på samme måde. Det er to selvstændige sagsforløb. Føreren har ret til samme dokumentationskrav og samme adgang til Parkeringsklagenævnet, og ofte kan den oprindelige sag ende med, at både ejer og fører bliver fri for hæftelse, fordi grundlaget for selve afgiften viser sig at være tyndt.

Hvis du vil læse mere om beslægtede klagegrunde, kan du tjekke om operatøren overhovedet har ret til at udstede afgift, eller se om der er særlige tilladelser, der gælder. Begge er hyppige sekundære klagegrunde i sager, hvor modtagerspørgsmålet også er relevant.

Eller du kan gå tilbage til forsiden og se de andre klagegrunde, vi arbejder med. Vi vurderer hver sag konkret. Hvis grundlaget er stærkt, så går vi i gang og sender indsigelsen senest næste hverdag. Hvis grundlaget er svagt, så fortæller vi det. Det giver dig et reelt valg om at gå videre eller lade sagen ligge.

Spørgsmål og svar

Læs også

• Slåfejl i nummerpladen
• Manglende håndhævelsesret
• Handicapkort eller særlig tilladelse
• Sådan fungerer Parkeringsklagenævnet
• Tilbage til forsiden